Kirsten har Farmordag. Farmordag var når Kirsten hentede børnebørnene i skolen. Det var en eftermiddag hvor farmor var helt i børnehøjde, – som altid, og de to piger fortalte med stor entusiasme om alle mulige oplevelser. Når de nåede hjem til de to børnebørn, blev der bygget Lego, leget med barbiedukker, spillet spil eller bare ingenting.
På vejen hjem en eftermiddag fortalte Kirsten en historie.
– er det Ægte, spørger yngste barnebarn bagefter. Hun mener om det er rigtigt eller virkeligt, det som Farmor fortæller. Kirsten bekræfter, ja, det er helt ”Ægte”.
Kirsten kommer hjem og fortæller om episoden, derefter tager vi ”Ægte” ind i vores sprogbrug med en kærlig erindring til yngste barnebarn.
Jeg startede denne reflektion med de to første replikker fra ”Jeppe På Bjerget” Anden akt, første scene, også kendt som ”Jeppe i Baronens seng”. Jeppes næste replik er:
En gang imellem føler jeg mig som Jeppe i Baronens seng. Er det virkeligt at min elskede Kirsten er væk, eller er det bare en ond drøm? Er alt ikke som det skal være når jeg vågner? At min skat ligger ved siden af mig, og at operationen, strålebehandlingerne for år tilbage og alle kemobehandlingerne bare er en drøm?
Er det ægte eller drømmer jeg.
Sidder Kirsten ikke i hjørnet af sofaen som hun så ofte har gjort. Sidder hun ikke med krydsord med krydsordsleksikonet liggende på bordet?
Kommer hun ikke mig i møde når jeg kommer ind ad døren fra arbejdet eller sidder hun ikke i bilen på passagersædet til højre for mig?
Svarer du mig ikke når jeg flere gange dagligt fortæller dig noget eller spørger dig om alle de praktiske gøremål som du mestrede til perfektion. Men alle svarene?
Når jeg går en tur eller står stille og betragter, måske en blomst eller et blad, er min venstre hånd til overs. Den føler sig alene og ikke mere brugbar. Den har altid omsluttet Kirstens hånd, om vi gik eller vi stod stille eller vi sov; venstre hånd var altid tryg i en tryg hånd. Eller, er hånden alligevel omsluttet?
Hvad er ægte, er drømmen ægte, eller er virkeligheden ægte?
Jeg må ty til Jeppes tekst igen:
Det er ægte, det er virkeligt. Kirsten kommer mig ikke i møde, Kirsten sidder ikke hverken i sofaen eller i bilen. Jeg må også selv svare på min spørgsmål. Hvad så med venstre hånd? – ender altid i bukselommen!
Kirsten er død, ingen fysisk tilstedeværelse. Det hjælper heller ikke at knibe sig i armen, det er prøvet, der er ægte.
Det gør ondt, somme Jeppe så rigtigt siger, det gør rigtig ondt i sindet, i kroppen, i sjælen – jeg er blevet adskilt fra mit mest dyrebareste, min allerdejligste, min elskelige Kirsten.
JEG ER VÅGEN!
KILDE:
“Jeppe på Bjerget” eller “Den forvandlede bonde” af Ludvig Holberg (1684-1754), opført første gang i 1722.
Tekstuddraget er fra “Ludvig Holbergs Skrifter“
