Om livet på en en-mands Karantæne-Station
ESSAY
af Hans Sejr Stentoft
Det var blevet marts og den første uge var næsten gået, før jeg sagde til mig selv: Hans, så er det nu, du SKAL ud, du skal til at være sammen med andre igen, for alvor! Jeg var kommet godt ti måneder hen i min alenetilværelse, altså siden min ægtefælle døde, og især havde jeg brugt de sidste tre måneder på at blive rimelig tilfreds med mit eget selskab.
Tiltrængt. Selvværdet var endt i kælderen. Helt isoleret var jeg naturligvis ikke, jeg gik på arbejde, mødte naboer, deltog i møder i mit frivillige arbejde osv., men så var det også med at komme hjem igen.
Men i takt med at lyset udenfor vandt indpas og fortrængte mørket mere og mere, henviste det til natten, begyndte mit selvværd også at få en opadgående formkurve, det var begyndt at lysne, også for mig.
Alt var positivt.
Da Danmark lukkede ned onsdag den 11. april, var det som at få en spand meget koldt vand i hovedet. Jeg rystede blot hovedet som en anden Broholmer og tænkte, jeg har heldigvis mit arbejde at passe. Så alt imens det meste af landet tilpassede sig med hjemmekontor, undervisning af børnene, skrappe forsamlingsregler osv. kunne jeg glad gå på arbejde sammen med kollegerne, og jeg selv kunne mærke min fremgang i selvværdet. Lige indtil det blev torsdag ugen efter og en hjemsendelse fra jobbet blev en kendsgerning: tre måneder hjemme, du må ikke arbejde hjemmefra!
Da blev spanden med koldt vand større og noget mere kold. Jeg kunne ikke ryste på hovedet denne gang, blot mærke hvordan vandet skyllede selvværdet ud af hovedet, ud af kroppen.
Alt blev pludseligt negativt.
Der var et lysglimt, hjemsendelsen var med fuld løn, firmaet blev kompenseret af staten, ikke det hele, resten betalte firmaet, så jeg var nok alligevel noget værd. Så i løbet af den kommende weekend genvandt jeg mit selvværd igen, jeg var nemlig begyndt at skrive små historier på Facebook om mine oplevelser.
Jeg skal fungere i denne anderledes tilstand med mindst to meter til de nærmeste. Ikke kun de nærmeste skal der holdes afstand til, men også de mennesker hvor der normalvis holdes afstand, skal der holdes afstand. Men alligevel virker denne afstand meget mere nærværende med min elskede afdøde ægtefælle; vi er sammen. Tæt.
To meter.
Det lyder ikke af så meget men føles som flere hundrede meter og jeg havde jo netop bestemt mig for at møde mennesker, og det uden to meters afstand.
YNK – men det er ikke mig
Aflyste ferie, aflyste morgenmadsterrasser, aflyste firs års fødselsdage, aflyste arbejdsdage, aflyste frokoster og aflyste tog. Men livet er ikke aflyst.
Mennesker er generelt propmennesker, bliver man trukket ned, flyder man ovenpå igen. Jeg er det selv, prop, lige rund på midten, flyder, om end der må trædes lidt vande i vandspejlet. Men så er der også tid til at finde de små ting. Se hvad solen kan gøre ved grene og blomster. Synger Solsorten ikke med en særlig glad lyd? Gåture på vejen, stien, ved stranden eller i skoven og mærke vindens susen, duften og lydene fra de flittige musvitter; min far sagde de lød som cykelpumper.
Så bliver jeg levende, glemmer afstanden og alene-tiden og lever i nuet. Mærker hvordan jeg bliver gladere af at tænke positivt midt i de negative pandemiopdateringer. Fordyber mig i vores fælles liv der var engang, snart er det et år siden min elskede døde på stærkeste vis. Samler de positive minde fra vores fælles oplevelser. Finder gamle billeder og glædes over gensynet og griner over vores udseende. Rydder op i skabe og skuffer og samler det vigtigste sammen og pakker, så jeg kan komme videre.
Men lige nu træder jeg i vande, med behørig afstand. Falder lidt til tilbage til den tilstand jeg var ved at bryde ud af for godt en måned siden.
YNK – men jeg falder ikke for det.
Lader tiden få en anden dimension. Bryder de fireogtyve timer ned og ændrer på længden af timerne, så jeg stadig kan gå i seng ved toogtyve tiden og vågne igen klokken seks.
Skulle nok gå i bad, men venter lige en time. Eller to. Eller til i morgen.
Den brugte tid kommer ikke tilbage, det er en konsekvens, uanset længden på tiden, så den brugte tid bruges til at komme i gang, komme fremad.
Tager så det bad,
tømmer så de skabe,
pakker så de kasser og solen kommer igennem.
Kursen er sat.
Gode – og meget livsbekræftende refleksioner omkring livet efter
tabet af ægtefælle. Jeg genkender det hele, og jeg kan kun
bekræfte betydningen af ens netværk: familie, de nære venner og
kolleger, som via deltagelsen i min sorg, hjalp mig til at komme
videre. Den store forandring, som tabet af ægtefælle, udløser,
har også nye muligheder i sig. Det gamle ordsprog om, at når en
dør lukker, er der et eller andet sted en dør, der åbnes, er vigtigt at
huske. Man skal lede efter den åbne dør. Det er det, der hedder
personlig udvikling. Man skal søge energien i den kærlighed, der
gar været, og som forhåbentlig giver så meget livslyst, at man beriget
kan åbne sig mod nye relationer og måske ny stor kærlighed. Den
ligger og venter derude. For mit vedkommende mødte jeg den på Molsfærgen♥️ Der sad der en enkemand, som havde været alene i
7 år. The rest is history. Vores tab blev igangsættende for vores første
samtale, som nu fortsætter på 4. år. Der er liv og muligheder derude
Tak for din givende og personlige kommentar. Jeg er begyndt at øjne de åbne døre og er gået igennem et par stykker. Det kræver ofte styrke, mod og selvværd. Styrken har jeg fået ved tabet at min ægtefælle; mod og selvværd må jeg selv levere.